Markedspartner

Egmont køber sig ind i det norske bureau MarkedsPartner

07.01.2020

Egmont Publishing fortsætter sin offensive strategi med opkøb af digitale bureauer ved at købe ind i det norske bureau MarkedsPartner, der er markedsleder inden for inbound marketing.

Opkøb af bureauer inden for Marketing Services er et kerneområde i strategien for Egmont Publishing, der i forvejen har investeret i en række kommunikationsbureauer i Norden, som for eksempel performance marketingbureauerne S360, Ingager og Sempro, digitalbureauet KAN, og de kreative bureauer Klintberg Nihlén og Belong.

Positionen bliver yderligere styrket med købet af 25 procent af det norske digitale bureau MarkedsPartner.

"Med investeringen i MarkedsPartner har vi fundet endnu et stærkt bureau med et klart digitalt fokus og et ambitiøst management team, som har skabt en helt unik position på det norske marked. Bureauet passer derfor rigtig godt ind i vores strategi for Egmonts Marketing Services, hvor vi har en ambition om at blive førende i Norden," siger Torsten Bjerre Rasmussen, CEO for Egmont Publishing.

For MarkedsPartner er salget af en del af bureauet også en del af en langsigtet strategi, der skal styrke positionen på det nordiske marked for inbound marketing inden for især B2B- og B2C-kunder.

"Vi har længe ledt efter en stærk investor i MarkedsPartner, der kan se et medejerskab som en langsigtet investering og kunne bidrage med netværk, samarbejdsmuligheder, kompetence og troværdighed. Netop det setup får vi med Egmont. At få Egmont som medejer gør det muligt at udvikle og opbygge virksomheden og vores digitale kompetencer til et nyt niveau," siger Stig Hammer, stifter og leder for forretningsrådgivning i MarkedsPartner.

--

MarkedsPartner har i dag 46 medarbejdere indenfor digital markedsføring og salg som hjælper både B2B- og B2C-kunder med at øge salget ved at forbedre kunderejsen. MarkedsPartner har kontorer i både Oslo og Sarpsborg og forventer i 2019 en omsætning på 60 millioner NOK.

Egmont er en af Nordens største medievirksomheder med en samlet omsætning i 2018 på 11,9 mia. DKK. Egmont Publishing har udover investeringen i Marketing Services også investeret i e-handelsvirksomheder i Norden, som samlet set forventes at omsætte for mere end tre mia. DKK i 2019.

Billedtekst: Fra venstre: Tønnes Sannem Heian, CEO MarkedsPartner, Nina Vesterby, CEO Egmont Publishing Norge, Stig Hammer, stifter af MarkedsPartner og Erik Norberg, Marketing Services Director, Egmont Publishing