Hvem er Danmarks sødeste kassedame 2016?

04.01.2016

Med et smil og en rar bemærkning sætter hun – eller han – sit umiskendelige præg på hverdagen. Ugebladet Hjemmet skyder nu kåringen af Danmarks sødeste kassedame 2016 i gang

Kender du Danmarks sødeste kassedame? Flere gange om ugen gør landets kassedamer m/k en forskel for rigtig mange af os. Med en ekstra personlig service og et smil på læben gør han eller hun hverdagen bedre – og det skal værdsættes. Derfor sætter ugebladet Hjemmet nu jagten ind på Danmarks sødeste kassedame m/k 2016.
 
”Vi kan mærke, at der er rigtigt mange varme følelser forbundet med kåringen af Danmarks sødeste kassedame. Rigtigt mange møder i dagligdagen en sød og opmærksom ekspedient, som gør en forskel for dem. Vi får nogle meget personlige nomineringer, hvor folk rigtigt gerne vil takke for den hjælp og ikke mindst den opmærksomhed, de får, når de er ude at handle,” siger chefredaktør på Hjemmet Marianne Gram.

Det er tredje år i træk, at Hjemmet kårer Danmarks sødeste kassedame. Sidste år afgav mere end 10.000 tilfredse kunder deres stemme i konkurrencen – vinderen blev 21-årige Rosa Andersen fra Lidl i Grenaa, der løb med prisen, en gavecheck på 10.000 kr. og en række andre skønne gaver.

”De to foregående år har vi fået rigtig mange nominerede fra hele landet, og det håber vi også, der vil komme i år,” siger Marianne Gram.

Allerede nu kan du sende din nominering ind på Danmarks.Soedeste.Kassedame@hjemmet.dk

Man kan også indstille pr. brev til adressen: Hjemmet, Postboks 252, 2900 Hellerup. Mærk kuverten „Danmarks sødeste kassedame“.

Begrundelsen for, hvorfor netop din lokale kassedame m/k skal vinde prisen, skal være Hjemmet i hænde senest d. 18. januar 2016. 

For yderligere information kontakt:
Marianne Gram
Chefredaktør på Hjemmet
+45 40 19 17 08
marianne.gram@hjemmet.dk

Louise Brændstrup Bech
Communications Consultant
+45 21 12 49 05
Louise.bech@egmont.com